Glutenfrit grovbrød
Dette brød har jeg bagt i mange år, og jeg har det altid i fryseren. Det er min udgave af et velsmagende, glutenfrit (rugbrøds-agtigt) grovbrød med masser af næring.
Det er vigtigt for mig, at glutenfrit brød indeholder masser af næring og er bagt på groft mel og kerner. Glutenfrit brød kan nemlig være en næringsmæssig trist affære, fordi en del færdige brødblandinger ikke indeholder tilstrækkelige fibre, protein, vitaminer og mineraler.
Ingredienser
1 brød i en form på ca. 30 x 15 x 7,5 cm
7,5 dl vand
12 g loppefrøskaller
1½ tsk bagepulver
1½tsk salt
1 spsk carob
75 g grove glutenfri havregryn
75 g hirseflager
50 g hel boghvede
50 g hørfrø
50 g solsikkekerner
25 g sesamfrø
25 g græskarkerner
2 spsk tørret brændenælde (kan undlades)
100 g quinoamel
50 g majsmel eller kikærtemel
50 g boghvedemel
Sådan gør du
Rør vand og loppefrøskaller sammen og lad det stå 10 minutter, så det udblødes.
Afvej imens de øvrige ingredienser og rør herefter det hele sammen med en ske. “Ælt” evt. med fingrene til sidst mens dejen er i skålen, hvis det er svært at få ingredienserne rørt sammen.
Når det hele er godt blandet, kommes dejen over i en bageform med bagepapir.
Glat overfladen på brødet med bagsiden af en grydeske dyppet i lidt vand.
Bag brødet på i 10 minutter på 250 grader.
Skru ovnen ned på 175 grader og bag brødet yderligere 1 time og 45 minutter.
Ovnen skal være varm, når brødet sættes ind. Det er ligeledes vigtigt, at din form har ca. samme størrelse, for ellers er det ikke sikkert, bagetiden er helt den samme.