Værdien af et stabilt blodsukker
Du har sikkert hørt, at det er vigtigt at holde sit blodsukker stabilt – både for sundheden og for at have god energi hele dagen. Men hvordan fungerer reguleringen af blodsukkeret, og hvad er konsekvenserne af ustabilt og højt blodsukker?
Blodsukker og insulin – hvordan spiller de sammen?
Vores mad består af tre hovednæringsstoffer: kulhydrater, fedt og protein. Når vi spiser, bliver maden nedbrudt i fordøjelsessystemet til mindre bestanddele, som optages i blodet og bruges af kroppen som energi og byggemateriale.
Kulhydrater, insulin og blodsukker
Kulhydrater har størst indflydelse på blodsukkeret. Når vi spiser kulhydrater, nedbrydes de i tyndtarmen til glukose (sukker), som derefter optages i blodbanen. Det får blodsukkeret til at stige. For at glukosen kan bruges som energi, skal den transporteres fra blodet ind i kroppens celler, især i muskler og lever. Til transporten ind i cellerne skal vi bruge hormonet insulin, som produceres i bugspytkirtlen. Insulin fungerer nemlig som en slags nøgle, der låser cellerne op, så glukosen kan komme ind.
Efter måltidet - glukagon
Når glukosen er kommet ind i cellerne, og der ikke længere tilføres ny glukose fra maden, begynder blodsukkeret at falde. På dette tidspunkt stopper kroppen med at producere insulin og skifter i stedet til at danne hormonet glukagon. Glukagon sørger for at holde blodsukkeret stabilt ved at frigive glukose, der er lagret i leveren, samt energi fra fedt- og muskelvæv. Når energilagrene er ved at være tømt, bliver vi sultne igen – og så starter hele processen forfra ved næste måltid.
Blodsukkeret stiger uanset, om vi spiser sund mad eller ej. Blodsukkerstigningen bliver dog ikke så voldsom og hurtig ved sund kost, som hvis vi spiser for meget og/eller for usund mad med et højt indhold af lettilgængelige kulhydrater fx slik, kage og hvidt brød.
Kroppen kan godt klare et højt blodsukker en gang imellem, men ikke hver dag og hele tiden. Et konstant forhøjet blodsukker har stor betydning for udvikling af sygdom og overvægt.
Insulinresistens
Insulinresistens er en tilstand, hvor kroppen ikke reagerer normalt på insulin. Insulin kan som nævnt anses som en slags nøgle, der skal låse cellerne op, så glukosen kan komme ind. Når celler og insulin ikke arbejder korrekt sammen, kan glukosen ikke komme ind i cellerne. I første omgang vil bugspytkirtlen producere mere insulin for at afhjælpe situationen. Det virker i et stykke tid, men det er ikke en holdbar løsning på sigt, da bugspytkirtlen overbelastes.
Der kan være arvelige faktorer forbundet med insulinresistens, men andre årsager er overvægt og inaktivitet.
Blodsukker, stimulanser og stress
Ud over hurtige kulhydrater er der andre faktorer, der påvirker blodsukkeret. Rygning, stress og koffein øger også vores blodsukker. Når vi er stressede frigiver vi stresshormonet kortisol, der får kroppen til at frigive glukose fra leveren, så blodsukkeret stiger. Det er en hensigtsmæssig mekanisme, hvis vi skal kæmpe eller flygte, men heldigvis er det sjældent tilfældet. Stressen er typisk ikke en ydre trussel, men derimod en indre stressbelastning, og vi bruger derfor ikke den tilgængelige glukose til fysisk energi.
Det er lidt den samme mekanisme, der er i spil, når vi ryger eller drikker koffeinholdige drikke. Kroppen frigiver stresshormonet adrenalin, der får os til at føle os mere vågne og energiske samtidig med, at der frigives lagret glukose fra leveren. Derigennem stiger blodsukkeret kortvarigt, men bliver således ustabilt, hvis vi dagen igennem tilfører stimulanser.
Kulhydrater
Kulhydrater er den type af næringsstoffer, der påvirker blodsukkeret mest, og derfor skal vi tænke over, kulhydraternes kvalitet, men også kvantitet. Vi skal begrænse/undgå hvidt brød, hvid pasta, hvide ris, slik, kager og mange typer kiks. Derimod skal vi spise masser af lækre grøntsager, frugt, bær og fuldkornsprodukter.
Er blodsukkeret allerede for højt eller har man type 2 diabetes, skal kulhydraterne i høj grad komme fra grøntsager og i mindre grad fra frugt og fuldkornsprodukter. De hurtige kulhydrater skal helt undgås.
Glykerede proteiner
Et højt blodsukker kan gøre, at sukker binder sig til proteiner i og på dine celler, så cellerne på sigt ændrer sig. Når sukker binder sig til overfladen af endotelcellerne i blodkarrene, påvirkes cellernes barrierefunktion, deres regulering af blodtrykket samt deres påvirkning af immunsystemet. Immunsystemet aktiveres derfor unødigt, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, når det sker pga. forhøjet blodsukker og ikke pga. infektion eller skade. I karvæggene betyder et overaktivt immunforsvar, at immunceller ophobes i karvæggene, hvilket giver åreforkalkning. Det tyder desuden på, at et konstant overaktivt immunforsvar kan føre til udviklingen af autoimmune sygdomme.
Metabolisk syndrom
Metabolisk syndrom er ikke en sygdom i sig selv, men er en samlet betegnelse for forskellige tilstande, som øger risikoen for diabetes og hjerte- karsygdomme. Kendetegnene på metabolisk syndrom er overvægt, forhøjet kolesterol, mindsket insulinfølsomhed og forhøjet blodtryk. Samtlige risikofaktorer behøver ikke være tilstede, før man har metabolisk syndrom, bare et par af faktorerne øger sandsynligheden for hjerte-karsygdom.
Heldigvis er metabolisk syndrom ikke en kronisk tilstand, for kost- og livsstilsændringer kan mindske eller kurere tilstanden. Forsøg fra Sygehus Vendsyssel har vist, at ved at spise flere grove grøntsager med et større indhold af bitterstoffer, kan blodsukkeret stabiliseres. Forsøgspersonerne spiste sig til et stabilt blodsukker, og hermed forsvandt symptomerne på type 2 diabetes.
Desuden kan vi gøre os selv mere insulinfølsomme (dvs. at insulin virker efter hensigten og låser cellerne op, så glukosen kan komme ind) ved at spise blodsukkerstabilt og dyrke motion. En aktiv og stærk krop øger kroppens evne til at lagre glukose, hvorimod fedtvæv gør det modsatte.
Har du lyst til at læse mere om forsøget på Sygehus Vendsyssel, bitterstoffer og antioxidanter samt deres gavnlige effekt, kan du læse min artikel ”Kan du se vitaliteten i dine madvarer?” samt artiklen "Den beske smag af gamle dage er ganske sund" begge artikler finder du på www.naturli.dk.
Kilder
Metabolisk syndrom
Insulinresistens
Mia Damhus: ”Harmoniske hormoner”
Anette Sams: ”Sandheden om sukker” kapitel 4.