Glutenfri fuldkornsboller
Selvom jeg har bagt mange forskellige glutenfri boller, synes jeg stadig det er sjovt at eksperimentere og lave nye varianter. Nogle gange lykkes det i første forsøg og andre gange skal der arbejdes mere med opskriften for at få et tilfredsstillende resultat. Jeg har bagt disse boller to gange, og efter første forsøg synes jeg, der var behov for lidt mere mel i opskriften til at gøre bollerne mere faste og give en bedre konsistens.
Jeg bager altid med fuldkornsmel og bruger kerner og frø for at gøre brødet så næringsrigt som muligt. De fleste af os spiser en del brød, og derfor skal der bruges mel af god kvalitet.
Ingredienser
10 stk.
12 g loppefrøskaller
½ liter vand
2 tsk bagepulver
¾ tsk salt
3/4 tsk kakao (giver en lidt mørkere farve til bollerne, men kan undlades).
125 g havremel
125 g quinottomel
75 g rismel
50 g hørfrø
50 g solsikkekerner
Sådan gør du
Rør loppefrøskaller, hørfrø og solsikkekerner grundigt sammen med vandet og lad blandingen hvile ca. 10 minutter, så loppefrøskallerne kan suge væde til sig.
Afvej imens de øvrige ingredienser. Herefter røres alle ingredienserne sammen til en lidt klistret dej. Det kan være nødvendigt at ælte med en hånd ned i skålen for at få det hele godt blandet.
Lad dejen hvile 5-10 minutter og form herefter 10 boller med fugtige hænder.
Bag bollerne i ovnen i 10 minutter på 250 grader. Skru ned på 200 grader efter de 10 minutter og bag bollerne i yderligere 20-25 minutter.