Gratinerede grøntsager
Jeg er glad for kombinationen mellem det stærke og det søde i denne ret. Det er en ret, der får mig til at drømme mig hen til varme himmelstrøg, blå himmel, hvide strande og palmer. En lille kulinarisk getaway på en helt almindelig hverdag.
Ingredienser
4 personer
50 g plantekød
1½ rød peberfrugt
2 bananer
1 fed hvidløg
1 løg
125 g hvidkål
½ mango (skal være godt moden)
1 ds kokosmælk
2 tsk karry
1½ tsk sambal oelek
salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Hæld kogende vand over plantekødet og lad det trække, mens du forbereder grøntsagerne.
Snit hvidkålet fint, pres hvidløget og skær løget i små tern. Peberfrugten skæres i strimler, bananen i skiver og den halve mango skæres i tern.
Svits løg og hvidløg i lidt vand til løgene bliver klare men ikke brune. Tilsæt hvidkål og svits yderligere et par minutter. Tilsæt løbende lidt mere vand, hvis grøntsagerne begynder at brænde på.
Hæld vandet fra plantekødet og lad det dryppe godt af.
Hæld kokosmælk over grøntsagerne og tilsæt peberfrugt, sambal oelek, karry, plantekød, salt og peber. Rør det hele godt sammen og vend mango og bananskiver i retten.
Hæld blandingen over i et ildfast fad og gratiner det i ovnen på 200 grader i 20-25 minutter.
Kan serveres med quinotto, brune ris eller blomkålsris*. Og gerne med masser af frisk koriander eller persille.
* Blomkålsris er blendet blomkål overhældt med kogende vand og lidt salt og herefter presset fri for væde.