Superfruit chokoladetoppe
Chololadekonfekt kan man spise året rundt og særligt, når det er en antioxidant bombe:-) Det er måske en sandhed med modifikationer, men både chokolade, solbær, tranebær, nødder og mandler er gode antioxidanter, så helt ved siden er det heller ikke. For optimal nydelse kan konfekten indtages sammen med en Matcha Latte, Cafe Latte eller en Golden Milk.
Ingredienser:
8 toppe
50 g. chokolade (jeg har brugt 70%)
20 g. solbær
15 g. tranebær
25 g. pekannødder
15 g. mandler
5 g. poppet quinoa
Evt. frysetørret frugtpulver til drys fx hindbær, jordbær, pink pitaya (lilla dragefrugt). Her har jeg brugt pink pitaya.
Sådan gør du:
Smelt chokoladen forsigtigt over vandbad og hak alle ingredienserne groft undtagen poppet quinoa. Vend de hakkede pekannødder og mandler samt den tørrede frugt og poppet quinoa i den smeltede chokolade og sæt 8 toppe på et stykke bagepapir. Lad chokoladen størkne, og når chokoladen er næsten størknet drysses toppene med frugtpulver*. Opbevar chokoladetoppene på køl.
* Jeg venter med at drysse frugtpulveret over toppene til chokoladen er næsten størknet, fordi frugtpulveret ellers godt kan "forsvinde" i den våde chokolade.