Grøn julete

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Kolde og varme drikke


Jeg er ret vild med julete og har uden held ledt efter en grøn, økologisk julete. Derfor måtte jeg kaste mig ud i at lave min egen krydderiblanding, som kunne mixes med økologisk grøn te. Jeg har prøvet både med Gun powder grøn te (som jeg er vild med og drikker hver dag) og en grøn te med vanilje. Begge typer fungere godt, men den endelige blanding er med grøn te med vanilje.

Det er altså super let at lave sin egen julete, så hold dig ikke tilbage.

Ingredienser:

ca. 35 g. grøn julete

12 hele nelliker
8 stk. hel allehånde
1 hel stjerneanis
1 kanelstang
6 kardemommekapsler
tørret skal af 1 appelsin
20 g. grøn te

Sådan gør du:

Begynd med at skrælle en appelsin. Fjern så meget af det hvide på indersiden af skallen, så du næsten kun har orange skal tilbage. Skær skallen i små tern og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen på 150 grader i ca. 30 minutter til de er helt sprøde- vend i dem undervejs. Lad dem herefter køle af.

Bræk/smuldr kanelstangen ned i en frostpose. Kom de andre krydderier i posen og mas/rul/bank på krydderierne med en kagerulle, så de bliver til en lidt grov krydderiblanding. Kom blandingen i et opbevaringsglas og tilsæt grøn te og tørret appelsinskal og rør det hele godt sammen.

Wupit så har du din egen grønne julete-blanding, som passer perfekt til Brunkager uden mælk og gluten.

Det kunne være en god ide til en værtindegave, gave til pakkespil, en lille morgen-hygge-gave juleaftensdag eller måske en mandelgave.