Glutenfri fuldkornsboller

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk

Selvom jeg har bagt mange forskellige glutenfri boller, synes jeg stadig det er sjovt at eksperimentere og lave nye varianter. Nogle gange lykkes det i første forsøg og andre gange skal der arbejdes mere med opskriften for at få et tilfredsstillende resultat. Jeg har bagt disse boller to gange, og efter første forsøg synes jeg, der var behov for lidt mere mel i opskriften til at gøre bollerne mere faste. Derfor har jeg her i andet forsøg tilsat 75 g. rismel, og det har givet en bedre konsistens. Jeg bager altid med fuldkornsmel og også gerne kerner og frø for at gøre brødet så næringssrigt som muligt. De fleste af os spiser en del brød, og derfor skal der bruges mel af god kvalitet. 

Boghvedeboller med græskarkernemel

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk

Det gik op for mig, at de fleste af mine opskrifter på boller indeholder mange kerner og rismel i varierende mængder. Jeg blander ofte rismel med andre meltyper, fordi jeg synes, at det er med til at gøre bollerne mere luftige og mindre tunge. Men nu havde jeg en klient, der skulle spise glutenfrit, men som ikke tålte ris og ikke var begejstret for mange kerner. Samtidig skulle der også være en del protein i bollerne. Jeg måtte derfor i køkkenet og eksperimentere og resultatet blev disse boller - dog med sesamfrø, men de gemmer sig lidt, så derfor tror jeg, at de kan spises, selvom man ikke er stor fan er kerner og frø. Boghvede, - quinoa og græskarkernemel indeholder alle en del protein, og bollerne er ikke blevet tunge og kompakte, selvom der ikke er rismel i.

Boghvedeboller med hel amarant

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk

Når jeg bager glutenfrit blander jeg altid flere typer af mel, frø og kerner, fordi jeg synes, det giver det bedste resultat. Mange typer af glutenfrit mel giver, efter min mening, ofte et for tungt resultat, hvis man kun bruger én type mel. Det er naturligvis en mindre investering, når man skal købe ind til et basis lager af glutenfri mel, flager og gryn. Det positive er, at når først man har lidt forskelligt på melhylden i køkkenet, så kan man variere i det uendelige. Det er derfor en god invistering, som er langt billigere end færdige blandinger og købebrød. Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med at bage glutenfrit eller bare lidt inspiration, kan du læse min Glutenfri melguide.