Blomkålsgalette

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

En galette er en tærte bagt uden tærteform - i stedet bukkes kanterne et par centimeter ind over fyldet, og holder det på plads. Der kan bruges mange forskellige grøntsager til en galette, og min oprindelige ide var at bruge søde kartofler eller græskar. Men i køleskabet var der blomkål. så jeg måtte improvisere og lave en blomkålsgalette. Jeg er blevet meget tilfreds med resultatet, og jeg elsker at eksperimentere med forskellige råvarer. Mange gange er det nemlig muligt at erstatte grøntsager/ingredienser med andre og få et velsmagende og tilfredsstillende resultat. 

Ingredienser:

4 personer

Bund:
1,5 dl. vand
1,5 tsk. loppefrøskaller
100 g. rismel
50 g. kikærtemel
50 g. havremel
1 spsk. tahin - gerne lys
1/2 tsk. salt

Fyld:
1 pakke silke tofu 290 g. drænet vægt
1 fed hvidløg
1 lille løg
3/4 tsk. salt
friskkværnet (hvid) peber
1/2 bt. persille + lidt til at pynte med
8 stilke citrontimian + stilke til at pynte med
250 g. blomkål
1 snack peberfrugt
15 g. valnødder

Sådan gør du:

Bund:
Rør loppefrøskaller og vand sammen og lad det stå, til det danner en tyk gelé. Kom alle de tørre ingredienser i en skål og rør tahin og blandingen med vand og loppefrøskaller i. Rør rundt og ælt til sidst dejen med hænderne. Lad dejen hvile, mens du laver fyldet.

Fyld:
Hæld vandet fra silke tofuen og kom den i en blender sammen med løg, salt, peber og hvidløg. Du kan evt. skære løget i grove tern, inden det kommes i blenderen. Blend til du har en glat creme. Hak persillen fint og pil bladene af stilkene på citrontimianen og rør krydderurterne i cremen.

Skær blomkålen i meget tynde skiver på et mandolinjern eller med en kniv. Det er vigtigt, at skiverne bliver tynde, så blomkålen bliver ordenligt bagt. Peberfrugten skæres i tynde ringe.

Rul dejen ud i en cirkel på et stykke bagepapir – drys lidt mel over dejen, så den ikke hænger i kagerullen. Cirklen skal have en diameter på ca. 32 cm.

Fordel halvdelen af cremen over dejen, men undlad 1,5 cm. rundt langs kanten. Kom blomkål og peberfrugt oven på cremen og fordel resten af den over grøntsagerne. Fold dejen ind over fyldet hele vejen rundt, så dejen dækker ca. 2 cm. rundt i kanten. Bag galetten i ovnen på 175 grader i 40 minutter.

Bræk valnødderne i grove stykker og fordel dem over galetten og lad dem bage med de sidste 5 minutter.

Lad galetten køle lidt af og drys med ekstra persille og citrontimian inden servering.